Historien om Opel's CIH motorer, 1966-1993.

Den nye æra

Opel's CIH motor blev introduceret i 1966 i Rekord B samt Kadett B, og fandt snart vej til Rekord C, Opel GT, Opel Olympia A, Manta A samt Ascona A. Med denne motor startede Opel en ny æra med motorsport, som startede lovende med svenskeren Lillebror Nasinus' Europamester-titel i 1966 i rallyklassementet Standard Touring, i en Rekord B 1900.

CIH motoren fandtes som 4-cylinderet udgave som 1.5 - 1.7 og 1.9 liter, hvorimod den 6-cylinderede udgave kom som 2.2 i Rekord C i en ganske kort periode, og derefter som 2.5 og 2.8 i Commodore A og Kapitän og Admiral. 1.5 motoren blev dog heller ikke i motorprogrammet i særlig lang tid før den udgik. Med introduktionen af Rekord C Sprint i 1967 blev der også produceret en 1.9 motor med dobbelte vertikale Weber DFO karburatorer, og denne motor blev også implateret i Kadett B til eksportmarkedet. Effekten blev 106 Hk.

I 1970 blev 1.6 motoren introduceret med Ascona og Manta A-modellerne, og sidst i 70'erne begyndte Opel at bygge en 2.0 motor med størrere boring, og ligeledes forskellige versioner af den 6-cylinderede 3-liters motor. Med Rekord E blev 2.2 motoren introduceret, men basis var stadig 2.0 blokken. Og med Omega A blev den største 4-cylinderede 8-ventilede CIH motor på 2.4 liter bygget, med en ny støbeform til blokken og en del tekniske ændringer i forhold til 2.0 og 2.2 motorerne.

Eksperimental-topstykker

Opel udviklede sidst i 60'erne et crossflow topstykke udviklet til den nye Eksperimental Opel GT, som ses bagerst på dette billede, med indsugning i højre side og udstødning i venstre side, men bilen blev aldrig sat i produktion.

Med introduktionen af Rekord B samt det faktum at Opel igen fik grønt lys af GM til at deltage i motorsport begyndte især svenske rallykører at se muligheder i Opel's nye motor. Og sidst i 60'erne tog udviklingen fart hos Opel. Crossflowtopstykket fra eksperimental GT'en til 1900/2000 ccm 4-cylindrede motorer, samt et til 2800/3000 ccm 6-cylindrede motorer beregnet til FIA Gruppe 2 Rally/Touring, blev sat i produktion og forhandlet af Opel's Sportsafdeling samt det tyske tuningsfirma Steinmetz. Som minimum ved man at der er bygget 100 topstykker for at opnå homologering. Topstykket har overliggende knastaksel og version nummer 2 havde 2 ekstra bolthuller til forkammerdækslet p.g.a. en teknisk forbedring af CIH motorblokkene, samt størrere ventiler og kanaler. Den førnævnte ændring med de 2 ekstra bolthuller i topstykket og forkammerhuset blev introduceret på alle Opel's CIH motorer i 1971.

Den såkaldte "Svenskertop" blev udviklet af svenske rallykører der var utilfredse med hvad der kunne opnåes med et bearbejdet almindeligt topstykke, samt holdbarheden på crossflowtopstykkerne. Indsugningskanalerne ligger højere i topstykket og kanalerne er væsentlig størrere. Derfor er det nødvendigt med specielle indsugningsmanifolde. Senere kopierede Opel dette topstykke og det blev produceret til Ascona/Manta B 200 Gruppe B samt Kadett C Gruppe 1, og blev derudover forhandlet gennem Opel Sport's salgsafdeling. Derudover kunne topstykket, indsugningsmanifolde og knastaksel kunne desuden købes hos de tyske tuningsfirmaer Irmscher, Kissling, Mantzel og Mattig. Der blev også bygget en mere sportslig Ascona B, kaldet i2000.

En Opel 2000ccm 16-ventilet CIH motor blev i 1972 designet i et samarbejde mellem Steinmetz og Opel's udviklingsafdeling. Motoren var beregnet til Ascona A Gruppe 4 samt Formula 2-løbene i 1973. De første tests af F2 motoren lovede 317 Hk fra den 2-liters 16-ventilede motor, hvilket var mere end konkurrenterne som BMW, Cosworth og Tecno på det tidspunkt kunne præstere med deres Formula 2 motorer. Desværre endte den første test med F2-bilen i en dødsulykke og homologeringen af Ascona A Gruppe 4 blev forsinket da Steinmetz gik konkurs, og tilsidst blev projektet opgivet.

En Kaiman Formula 2 2-liters 16-ventilet CIH motor blev designet af Ludwig Apfelbeck fra Kaiman i Østrig, og topstykket var fundementalt anderledes end det Opel havde udviklet til deres motor. Motoren blev brugt i en March F2 kørt af Dieter Quester og skulle angiveligt producere mere end 280 Hk.

Rallyindsats i Opel Kadett C, Manta B og Ascona B samt i400 modellerne

I 1972 eksperimenterede Opel også med at bygge en turboladet udgave af deres 1900 motor til Opel Manta A, baseret på den lavkomprimerede eksportudgave af 1.9 motoren med 7,6:1 grundkompression. Et antal biler blev bygget til fremvisning for pressen, men bl.a. p.g.a. oliekrisen blev projektet stoppet og bilerne tilbagekaldt til destruktion.

Opel's 2-liters 16-ventilede motor homologeret til Kadett C Gruppe 4 var stort set samme motor som oprindeligt var udviklet til Ascona A Gruppe 4, men videreudviklet af Schrick. Som udgangspunkt blev der bygget 100 topstykker til biler beregnet til Rallyindsats, hvis motorer udviklede 225 Hk. Sideløbende med Rallyprogrammet prøvede Opel sig i 1976 med 2 biler i det tyske Touring Car Mesterskab DRM med Walther Rörhl og Manfred Trint. De opnåede knap 270 Hk ved 10.000 omdr./min. Opel måtte dog trække sig fra både Rally-løbene samt Touring Car Mesterskabet med store motorproblemer. I slutningen af 1976 blev chefen for projektet, Helmut Bein, nødt til at trække sig tilbage og projektet blev indstillet.

Opel Ascona i400, og senere Manta i400, projektet blev sat i produktion i 1978 i samarbejde med Cosworth. Opel leverede topstykker og dele fra deres 2-liters 16-ventilede projektmotorer og Cosworth videreudviklede dem så. Det er derfor ikke tilfældigt at i400 topstykkerne har ventilvinkler på 20 grader samt knastaksler specielle lejer og lette ventilløftere. Motoren blev faktisk allerede designet i 1972, og Cosworth reviderede stemplerne, plejlstængerne samt motorblokken og endte med en motorvolumen på 2400 ccm samt en effekt på 240 Hk. Krumtappen har 8 modvægte og en slaglængde på 85mm, hvilket rent praktisk gør den identiske med nogle af de senere krumtappe fra Omega A C24NE motoren. I standardversion med indsprøjtning, som Opel producerede til gadeversionerne af Manta og Ascona B i400, ydede motoren 147 Hk. I fase 1 trim 240 Hk, fase 2 261 Hk, fase 3 280 Hk og fase 4 300 Hk. I dag er der dog hentet effekter på op til 345 Hk på en fuldt optimeret 2.5 16-ventilet i400 motor.

Samtidig begyndte Irmscher i 1978 selv at udvikle en 16-ventilet 2-liters CIH motor. Den første udgave havde kædetræk til knasterne samt hydrauliske ventilløftere og var som sådan ikke beregnet til motorsport. Motoren blev vist første gang i en Manta B CC i et Irmscher-katalog. Den anden udgave af motoren fik remtrukne knastaksler hvilket selvfølgelig bl.a. indebar et andet forkammerdæksel. Til sidst blev der produceret nogle få 2.4 16-ventilede motorer baseret på deres 2. version af den 2-liters 16-ventilede CIH motor, og disse motorer blev bl.a. bygget i Irmscher Omega A 2.4 bilerne.

Kadett C GT/E 1000-serien kom også i 1978 med et specielt 2.0EH topstykke med højere kompression. Derudover blev der udviklet specielle topstykker til 2.2 og 2.4 motorerne, med hævede kanaler og størrere ventiler. Ventilerne er 40mm udstødning og 45mm indsugning og på 2.4 topstykkerne er ventilstammen hårdforkromet. Visse af topstykkerne er med ventilsæder beregnet til blyfri benzin, markeret med et "Y" foran volumenangivelsen på topstykket over tændrørene. Topstykker beregnet til blyholdig benzin er angivet med et "X" foran volumenangivelsen.

Nye eksperimenter

Bauer Motorsport byggede nogle få topstykker med overliggende remtrukket knastaksel med dele fra BMW F2 motorerne beregnet til Gruppe H biler hvor motorblokken skal være standard men topstykket er frigivet. Kun få blev brugt i motorsport.

Opel eksperimenterede med et såkaldt "New Generation Crossflow" topstykke, baseret på Irmscher's 16-ventilede topstykke, beregnet til 2.4 eksportmotorer, men det blev aldrig sat i produktion.

Kissling Motorsport byggede til nogle få Opel Omega A der deltog i Veedol Endurance mesterskabet på Nürnburgring Nordsløjfen nogle 3.6 liters 24-ventilede motorer med et topstykke bestående af 2 opkortede og sammensvejsede i400 topstykker.

Selv udviklede Opel også en motorsportsversion af deres 3.0 liters 24-ventilede motor med væsentlig ændret krumtap og topstykke, ligesom Opel eksperimenterede med en turboladet udgave af den 3.0 24-ventilede C30SE motor. Irmscher byggede en 4-liters udgave, "C40SE", med bl.a. forstærket motorblok og ændret krumtap. Mantzel lavede også en 4-liters version, "M40". Da Opel senere for en overgang blev ejere af Lotus byggede man i samarbejde Lotus Omega, som fik en nyudviklet 3.6 liters biturbo motor "C36GET" med en effekt på 360 Hk. Opel's turboversion af C30SE motoren blev aldrig sat i produktion men tilgengæld blev der udviklet en "Evolution 500" udgave med andre knastaksler og motorstyring som bragte den fra standard 204 Hk til 230 Hk.

Denne artikel er sat sammen med oplysninger hovedsagligt indhentet fra diverse fora på internettet. Tak til alle der har bidraget hertil. Har man rettelser, kommentarer eller yderligere informationer at tilføje er man velkommen til at kontakte mig.